Både arbejdsgivere og ansatte har et ansvar
I arbejdsmiljøloven er ansvaret mellem arbejdsgivere og ansatte beskrevet. Uanset ansvarets placering er det vigtigt at tænke på sit helbred.
I at-vejledningen d.5.4, der hedder ”Vejledning om åndedrætsværn og dets brug”, kan man læse følgende om ansvarsfordelingen mellem arbejdsgiver og den ansatte:
Arbejdsgiveren skal sørge for:
-at brugerne forsynes med egnet åndedrætsværn, og at åndedrætsværnet bliver brugt straks ved arbejdets begyndelse og under hele arbejdet.
-at åndedrætsværnet til enhver tid yder den tilsigtede beskyttelse og ikke medfører unødige gener.
-åndedrætsværnet skal være egnet til brug under de eksisterende forhold på arbejdsstedet, vælges under hensyn til de ergonomiske forhold og passe til brugeren, eventuelt efter tilpasning.
-at det valgte åndedrætsværn er CE-mærket.
-at åndedrætsværnet vedligeholdes og er rent, tørt og desinficeret, inden det tages i brug.
-at brugerne får instruktion i brugen af åndedrætsværn og oplyses om faren ved ikke at bruge det. Brugerne skal desuden oplæres, og – hvis det er nødvendigt – trænes i at bruge det.
Brugeren skal sørge for:
-at bruge åndedrætsværnet straks fra arbejdets begyndelse og under hele dets varighed.
-at medvirke til, at udstyret virker efter hensigten, og meddele fejl og mangler til arbejdsgiveren, arbejdslederen eller sikkerhedsorganisationen.